Morarenter:

 

Hvor stor er morarenten ? 

 

Rentelovens § 5 stk. 1: Renten efter forfaldsdagen fastsættes til en årlig rente, der svarer til den fastsatte referencesats med et tillæg på 7 pct. Som referencesats anses i denne lov den officielle udlånsrente, som Nationalbanken har fastsat henholdsvis pr. den 1. januar og den 1. juli det pågældende år.

 

 

Lovens udgangspunkt: 7 % p.a. + Nationalbankens udlånsrente pr. 1. juli og 1. januar.

 

Fif: Nationalbankens udlånsrente findes på adressen www.nationalbanken.dk

 

 

Hvornår påløber der morarenter?

Rentelovens § 3: Rente skal betales fra forfaldsdagen, hvis denne er fastsat i forvejen.

    Stk. 2. I andre tilfælde skal der betales rente, når der er gået 30 dage efter den dag, da fordringshaveren har afsendt eller fremsat anmodning om betaling. Skyldneren skal ikke betale rente for det tidsrum, der ligger forud for modtagelsen af anmodningen.

    Stk. 3. Uanset stk. 1 og 2 skal der tidligst betales rente, når der er gået 30 dage efter den dag, hvor skyldneren var i stand til at indhente de oplysninger, som må anses for nødvendige for at bedømme kravets berettigelse og størrelse.

    Stk. 4. Uanset stk. 2 og 3 skal der senest betales rente fra den dag, da fordringshaveren begyndte retsforfølgning til betaling af gælden.

    Stk. 5. Hvor særlige forhold begrunder det, kan retten bestemme, at rente skal betales fra et tidligere eller senere tidspunkt. Ved fordringer i henhold til aftaler som nævnt i § 1, stk. 4, 3. pkt., kan retten dog alene bestemme, at rente skal betales fra et tidligere tidspunkt.

Konklusion: Det er vigtigt at fiksere forfaldsdagen, idet man derved undgår 30 dages fristen fra anmodning om betaling.

 

 

Er det fortsat en betingelse for opkrævning af renter, at der er givet et rentepåkrav ?                 

 

NEJ!

 

 

 

Er der mulighed for at opkræve højere renter end foreskrevet i renteloven ?

 

Rentelovens § 1 Stk. 4: Loven finder ikke anvendelse, hvis andet følger af handelsbrug eller anden sædvane, jf. dog §§ 9 a og 9 b. Dette gælder ikke, for så vidt angår fravigelse til skade for skyldneren, hvis der er tale om en fordring i henhold til en aftale som nævnt i § 7, stk. 1.

 

Rentelovens § 7 stk. 1: § 5 kan ikke fraviges til skade for en skyldner ved aftale, som en erhvervsdrivende indgår som led i sit erhverv, når skyldneren hovedsageligt handler uden for sit erhverv. Den erhvervsdrivende har bevisbyrden for, at en aftale, han har indgået, ikke er omfattet af 1. pkt.

1.      Hvor skyldneren er forbruger: Nej ! Dog mulighed, hvor renten før forfaldsdatoen er fastsat højere (f.eks. ved pantebreve o.s.v.).

Rentelovens § 7 Stk. 3: Skal skyldneren for det tidsrum, der ligger forud for forfaldsdagen, betale en fast eller variabel rente, der - eventuelt med tillæg af en løbende provision eller lignende - er højere end den rente, der er fastsat efter § 5, stk. 1 og 2, bevarer fordringshaveren dog retten til den højere rente m.v. efter forfaldsdagen.    

 

2.      Hvor skyldneren er erhvervsdrivende: Ja! Ved aftale, handelsbrug eller sædvane!

 

 

Husk at angive rentens størrelse i samhandelsaftalen!